Da en borger kom hjem til sit hus på Lyngvejen i Tolstrup ved Løgstør onsdag ved middagstid, opdagede han, at der havde været indbrud.
Indbrudstyvene havde tømt huset for designermøbler efter, at de var brudt ind ved at knuse glasset i en terrassedør.
Blandt møblerne var flere forskellige stole og flere typer lamper.
Politiet rykkede ud til huset onsdag for at sikre spor. Onsdag aften fandt en beboer i området en af designerstole, som var blevet efterladt i et skovområde af indbrudstyvene.
Har du set noget i området mellem mandag og onsdag? Kontakt politiet på 114.
Der er fire områder, du skal have fokus på, når du vil undgå indbrud:
- Sikring af døre og vinduer og solide låse er den bedste måde at holde tyven ude på. Se på din bolig med tyvens øjne, så du finder de svage steder. Det er dem, du skal starte med at sikre.
- Nabohjælp. Hent Nabohjælps app og bliv en aktiv nabohjælper. Ved at danne et netværk med dine naboer, kan I gøre jeres område trygt og fri for indbrud.
- Hæk og hegn. Sørg for at hæk, hegn og buskads ikke kan være et skjul for en tyv. Naturlige overvågning fra naboer og folk, der går forbi på fortovet, er et godt supplement til sikre døre, vinduer og Nabohjælp.
- Lys. Timerstyret indendørslys og sensorstyret udendørslys kan supplere indbrudssikre døre og vinduer og Nabohjælp.