Løgstør er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Spirituskørsel
Onsdag aften kl. 1900 bemærkede en årvågen anmelder, at der kørte en bil som slingrede ind på Faktas parkeringsplads i
Løgstør. Anmelderens bil var tæt på at blive ramt. Politiet sendte en patrulje til stedet og mistanken om spirituskørsel blev bekræftet, da patruljen tog kontakt til føreren af personbilen. Han havde indtaget for meget spiritus til lovligt at kunne køre bil. Han blev anholdt, og der blev udtaget en blodprøve til endelig bestemmelse af promillen.
Indbrud i garage
Fra onsdag aften kl. 2300 og indtil torsdag morgen kl. 0730 blev der lavet indbrud i en garage på Tofteparkern i Års. Gerningsmanden havde opbrudt en lås, og derved skaffet sig adgang til garagen. Fra garagen blev der stjålet en knallert. Hele garagen var i øvrigt gennemrodet.
Færdselsuheld
Onsdag aften kl. 1720 kørte der en bil ad Houvej i retning mod vest. I nærheden af Ulsted sprang der pludseligt to rådyr ud på vejen og bilisten måtte bremse hårdt op. Den bagvedkørende bil nåede ikke at bremse. Han påkørte den anden bil på bagenden og der opstod stor materiel skade. Ingen af personerne i bilerne kom til skade ved uheldet.