Har du planer om, at dit barn skal starte i skole efter sommerferien, så er det blevet tid til at skrive dit barn op.
Det er ligegyldigt, hvilken type skole dit barn skal gå på - om det er en kommuneskole, en friskole eller i en privatskole. Alle forældre skal til at skrive deres børn op uanset.
Du kan selv skrive dit barn op i skole fra d. 13. december 2021 og frem til d. 16. januar 2022. Ved indskrivning skal du være opmærksom på, at du ikke automatisk melder dit barn ind i en SFO.
Der er undervisningspligt i Danmark, hvilket betyder, at dit barn skal starte i skole i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år. Der er selvfølgelige tilfælde, hvor barnet skal starte i skole senere.
Er dit barn født i 2016, skal dit barn derfor som udgangspunkt starte i skole den 1. august 2022.
Start før eller senere
Det er muligt at tage individuelle hensyn, og er dit barn født før 1. oktober, kan barnet få lov til at begynde i skole i det kalenderår, hvor barnet fylder 5 år. Det er dog op til skolens leder, om han eller hun vurderer dit barn som egnet.
Ønsker du som forælder, at dit barn skal starte senere, kan du ansøge om at udskyde dit barns skolestart med et år. Det vil sige, når barnet er fyldt 7 år.
Ønsker du at udsætte dit barns skolestart, skal du søge senest den 1. december i kalenderåret, før dit barn fylder 6 år.