Indendørsfodboldturneringen blev afholdt over 6 spilledage med deltagelse af hele 360 fodboldhold, hvilket er klart rekordantal deltagere.
Af: Løgstør IF
Turneringen har tiltrukket hold fra et stort område, herunder klubber fra hele Nordjylland. Men også mange hold fra både Midt- og Vestjylland, hvilket stævneudvalget naturligvis er rigtig glade for.
Det har givet masser af spændende fodboldkampe, gode mål, driblinger, lækre detaljer og god stemning i Kultur- og Fritidscenter Lanternen, hvor turneringen er afviklet over 2 weekender, med kampe fra fredag eftermiddag til søndag aften.
Turneringen er afviklet udelukkende af frivillige i klubben, som har hjulpet med de mange opgaver, der er forbundet med gennemførelse af så stort et stævne.
Det gælder blandt andet planlægningen før stævnet overhovedet starter, men også styring af stævnet med indtastning af mål, resultater og point, speak, tidtagerborde, dommeropgaver, præmieoverrækkelser, osv.
- Fra stævneudvalget og klubben er vi virkelig imponeret over den kæmpestore indsats, vores frivillige har bidraget med til gennemførelse af et succesfuldt stævne. Det er vi virkelig taknemmelige for. For der er brug for mange hænder for, at det kan lade sig gøre.
- Selvom vi først lige har afviklet årets store stævne, vil vi snart evaluere årets Himmerland Forsikring Cup og allerede så småt begynde at se frem mod næste års stævne. Så sidder der nogle, som på en eller anden måde har lyst til at bidrage til endnu en succes i 2025, så tøv ikke med at tage fat i os, lyder det fra Løgstør IF's formand, Jens Dalgaard, som samtidig takker sponsorerne for deres fantastiske støtte.