Der har aldrig været tvivl om, at Morten skulle være bager.
Han kommer nemlig fra en familie, som altid har haft bagekundskaben at gøre.
Ikke nok med det, så er han i dag indehaver af Groes Café & Bageri sammen med sin kone. Stedet overtog Mortens forældre efter hans farmor og farfar.
“Jeg har nok altid vidst, at jeg gerne vil være bager, og jeg er nu den 3. generation i min familie, som er bager. Min far stod i lære ved min farfar, og jeg har stået i lære ved min far.”
Mortens farfar købte Groes bageri i 1960’erne, og det har ligget i Jernbanegade i Løgstør i mange år.
I 2008 flyttede de til nye lokaler i forretningen på Østerbrogade, hvor det ligger i dag.
Derudover har Groes Bageri også et bageri i Nibe, som ligger på Mellemgade.
“Det var lidt af et højdepunkt for os, da vi flyttede fra Jernbanegade til Østerbrogade. Bageriet er blevet større, hvilket er dejligt i et erhverv, som vores. Men også butikken er blevet større, og vi har fået plads til en cafe, hvilket vi ikke havde mulighed for før.”
Morten arbejder primært med at lave kager, men Groes bageri har et stort stort sortiment af både tørkager og skærekager.
Derudover laver de også kagemænd og specielle kager til festlige lejligheder.
Man kan også komme ind og blande en salat og få lavet en sandwich til frokost.
Foto: Et udsnit af bageriets smagfulde sortiment
De har selvfølgelig også både rundstykker og rugbrød og franskbrød, og som noget helt nyt, er de gået i gang med at eksperimentere med surdejsbrød i bageriet.
“Vi vil gerne prøve kræfter med salg af mere surdejsbrød, men det er en proces at lære, hvordan man laver godt surdejsbrød.”
Morten synes, det er spændende at møde på arbejde hver dag og sørge for, at det hele kører. Men det kan også være udfordrende især som konsekvens af, at der er stigende pres på fra alverdens supermarkeder, som det seneste år har fået mere og mere brød.
“Hver dag er udfordrende, men jeg kan godt lide, når der er mange bolde i luften. Nogle gange kan det dog også blive for meget af det gode. Vi mærker især presset fra supermarkeder, fordi mange har fået en bagerafdeling. Og det er jo nemt for folk at handle et sted, men vi vil gerne have, at der også er plads til en specialforretning som os.”
Smag på det udsøgte bagværk fra Groes Café & Bageri på Østerbrogade 14 i Løgstør eller Mellemgade 5c i Nibe, på deres hjemmeside eller følg med på deres Facebookside.