På Vækstgården Bakkegården i Farsø har de plantet en masse vilde blomster for at skabe et miljø til bierne. Ejerne på gården har nemlig sået de vilde blomster langs deres markers læhegn i to meter brede striber.
Formålet med de brede bede af vilde blomster er for det første, at gøre noget godt for bierne. En bonus er, at bierne befrugter de mange frugttræer på Vækstgården, men det er ikke planen, at projektet med de vilde blomster skal kunne ses på bundlinjen.
Det er ikke kun Vækstgården, der planter vilde blomster. I alt er 85 landmænd med i projektet om at gøre mere for naturen med vilde blomsterbede til bierne.
Det er den nordjyske landboforening Agri Nord, der støtter projektet, som så sit lys for første gang i foråret 2019, hvor Agri Nord for første gang tilbød deres kunder at plante vilde blomsterstriber til at sikre føde til de vilde bier.
Landmændene får både tilbudt såudstyr, blomsterfrø og såning af Agri Nord. Det eneste, landmændene skal gøre selv, er at gøre jorden klar til frøene.
Blomsterblandingen varer i ca. otte uger og indeholder etårige planter.