For at alle skal følge sig trygge ved de kommende valg d. 16. november, har kommunen for at være på forkant med den mulige øgede smitte indført et par ekstra tiltag. Det gælder både hvis man vælger at stemme på dagen eller brevstemme inden.
Det er forholdsregler som afspritning, afstand, rengøring og udvidet mulighed for at brevstemme der skal være med til at gøre alle trygge så de ikke undlader at komme og stemme.
Det vil også være muligt at tage sit eget skriveredskab med, men her henvises til at det er en almindelig kuglepen eller blyant og ikke f.eks. en glimmertusch, da den vil blive erklæret ugyldig.
Alle, der bemander i valghandlingen, politiske såvel som administrative, er opfordret til at lade sig teste forud for afstemningen.
Flere afstemningssteder er flyttet
For at sikre at der er tilstrækkelig afstand på selve valgdagen er flg. afstemningssteder flyttet:
- Hvalpsund Færgekro er flyttet til Hvalpsund Hallen
- Skivum Forsamlingshus er flyttet til Vegger Idræts- og Kulturhus
- Toppedalskolen er flyttet til Bakkeskolehallen
Yderligere er der på flere afstemningssteder taget større lokaler i brug på de eksisterende adresser.
Det anbefales også at man vælger ikke at komme i spidsbelastningstidsrummene, som ligger om morgenen når afstemningsstederne åbner kl. 8 og så i tidsrummet 15:30-18:00, hvor mange har fået fri fra arbejde.