Politiet fortæller i deres døgnrapport fra tirsdag morgen den 15. september, at de søger vidner til en serie af indbrud mod varebiler i Vesthimmerlands kommune.
Indtil videre har politiet fået anmeldt 4 indbrud mod varebiler i Vesthimmerland og søger vidner til 3 af dem.
- Mellem mandag aften kl. 17:00 og tirsdag morgen kl. 06:00 på Valmuevej i Løgstør er der blevet stjålet 20 stk. forskellige elværktøjer og trykværktøjer til en samlet værdi af 50.000 kr. Tyveriet er sket ved, at gerningsmændene har brudt bagdøren på varebilen op.
- Det andet tyveri, som politiet nævner, er sket på Ranumvej i Vildsted mellem mandag kl. 16:45 og tirsdag kl. 07:00. Der er her tale om en Peugeot Boxer ejet af firmaet Nordkabel AS. Gerningsmændene har stjålet et special svejseapparat til en værdi af mellem 250.000 - 300.000 kr.
- Der er derudover også blevet stjålet et dyrt elværktøj fra Iveco varebil på Vinkel i Ranum mellem mandag kl. 21:00 og tirsdag kl. 07:15. Elværktøjet har en værdi på 40.000 kr.
Vagtchef Preben Møller meddeler, at de er i fuld gang med efterforskningen på de 3 biler. Han fortæller også, at indbrud på varebiler er et generelt problem, og at man i Gistrup området natten til i går har haft tilsvarende indbrud.
Vagtchefen opfordrer alle, som har set noget mistænkeligt i disse 3 områder, til at kontakte politiet på 114. Det er nødvendigvis ikke udenlandske personer eller udenlandske biler, men det er set før ved denne slags indbrud.